Tidligere løb

2021 

Spejderne deltog i Viden og Information Styrelsens (VIS) uddeling af den 12. Videns og Informationspris, som gik til Halsnæs Kommune. Fejringen af uddelingen blev arrangeret af Solaris og afholdt i Frederiksværk. Undervejs møder spejderne dog gruppen Faktum, som mener, der gemmer sig konspirationer og sammensværgelser bag VIS. For at lære mere om den angivelige sandhed bag VIS, begiver spejderne sig på en lang rejse, med færge, med tog og på cykel. Undervejs møder spejderne mange forskellige udfordringer og dele af Faktum, mens det går langsomt op for dem, at der måske er mere konspiration end fakta i Faktums teorier om VIS.

 

2020 (on line)

Obskure pengemænd forsøgte at bemægtige sig tipsmidlerne ved at hacke en række foreningers IT-systemer. Spejderne skal hjælpe ‘Forskning og Center for Online Sikkerhed’ (FCOS) med at skaffe information om hackerne for at opspore de IT-kriminelle.

Uden at mødes, og uden en fysisk hård hejk, blev opgaver udstukket via internettet (videostreaming, Discord), der blev bygget i Minecraft, tilberedt mad og løst koder. En Tensegrity-figur skulle fremstilles og bringes ud og søsættes og video-optages. Der skulle tegnes en stor figur så præcist som muligt ved at tegne streger ved at bevæge en smart phone rund. Der var fotoløb. Løbet varede i alt 16 timer fra lørdag kl. 12.

 

2019

I 2019 lavede Solaris et samarbejde med Spejdere Uden Grænser. Men da alle spejderne var på vej i busserne mod flyet for at flyve til Sudan. Blev de smidt ud af dem, og afsted for at hjælpe med at genoprette verden.

2018

I 2018 startede Solarisløbet i Sønderborg. Vi tog tilbage til Kær Vestermark hvor SL2017 var blevet afholdt.

2017

Spejdernes Lejr 2017 arrangerede Solaris ‘Adventurespejd Night’, der blev Danmarks hidtil største Adventurespejdarrangement. Eventet blev lavet i et samarbejde mellem løb fra Adventurespejdligaen, spejdercentre og andre adventure-begejstrede

4.000 deltagere var i en periode på 10 timer fredag nat blive udfordret på fysik, samarbejde, frustrationsrobusthed og psyke. Deltagerne knokler rundt i patruljer med 4-8 medlemmer, og skulle konkurrere med alle de andre deltagende patruljer, når de bliver udfordret både i luften, på jorden og i de mere våde elementer.

Adventurespejd er en del af Det Danske Spejderkorps’ program, men bygger på grundelementer, der anvendes på forskellig vis i alle de fem spejderkorps.

Grundtanken i adventurespejd er, at deltagerne skal opleve, hvordan patruljesystemet kan fungere og give den enkelte spejder erfaring med, hvordan en fælles indsats gør den enkelte stærkere og mere handlekraftig, end han ville være alene.

Derfor er alle udfordringer på Adventurespejd Night designet, så det kræver hele patruljen at løse dem, og udfordringerne kræver en meget mangfoldig række kompetencer, hvilket giver deltagerne mulighed for at erfare styrken ved hinandens forskelligheder.

Adventurespejd Night var vilde oplevelser, der fortælles mandag morgen, men som lærer deltagerne noget for livet.

 

2014

Kopivarer

300 spejdere startede i Legoland og blev fløjet til næste post i Odense.I 2014 var kopivarer tema for løbet. Både faren ved kopivarer og konsekvenserne af det var i fokus. De krav virksomhederne sætter til deres egen produktion i form af hvilke kemikalier, der bruges samt hvilke materialer, der anvendes er anderledes. Det kan bedste fald resulterer i, at det originale brand mister sin værdi, og i værste fald, at forbrugerne lider under alvorlige bivirkninger.

 

Spejderne indtager Legoland

Take-off to China med Sin Jarron Airways

Spejderne må hjælpe til på fabrikken Sin Jarron

Byg en energidrik!

Fra gæst til arbejder…!

Præmieoverrækkelse

2013

Smugling

300 spejdere blev fængslet da de smuglede norkotika over grænsen til USA. I 2013 blev spejderne udnyttet af en rig mexicansk mand til at transportere narko ind over grænsen til USA. Her blev de stoppet af politiet, der smed dem i fængsel. Til deres undsætning kørte en gummiged ind gennem fængselsmuren, og de kunne nu stikke af og rense deres navne.

 

Ankomst til Mexico

 

Anholdt!

 

Fangeflugt

 

Slangens endeligt

 

Spejdere til lands og til vands!

 

Udnyttet i Mexico

 

Det lange, seje træk!

 

Balance over grænsen

 

Præmieoverrækkelse

2012

Piratkapring

”Ned! Ned! De mener det sgu!” Råber en panisk rengøringskvinde. Stemningen er intens, og panikken bredder sig som en steppebrand gennem hele skibet. De sovende spejdere er hurtigt på benene trods deres enorme søvnunderskud, men for en tid er de lysvågnende. To pirater kravlede om brod på skibet fra bildækket, og to klatrede op langs siden og ind på soldækket. ”WOW hvor vildt! Det havde jeg slet ikke ventet!” Udbryder Jonas Clemmens på 16 år, mens han og hans patrulje lægger sig på dækket efter ordre. Hans umiddelbare reaktion er ikke til at tage fejl af, han er virkelig overvældet. Det samme gælder de øvrige deltagere, der lever sig 100% ind i situationen.

En skudveksling finder sted, der bliver råbt frem og tilbage, og til sidst meddeler kaptajnen, at skibet nu ikke længere er under hans kommando. ”Alle spejdere skal gå til redningsbådene! Jeg gentager alle spejdere skal gå til redningsbådene!” Lyder det over højtalerne. En helikopter kommer flyvende med kort over området til alle, men eftersom han kun er en, og de er 300, kan han ikke hjælpe dem mere end det. Alle blev trukket sikkert i land, og så kunne weekenden forsætte.

Danmarks hårdeste spejderløb.

300 spejdere deltog i weekenden på Solaris, der er et adventurespejdløb. Her indgik de i World Scout Rescure Team (WSRT), der skulle på oplæringsweekend, før turen gik til Afrika for at yde nødhjælp. Undertiden spidsede situationen dog yderligere til, og spejderne blev med al helst kastet igennem den mest basale færdighedstræning, og af sted gik det mod Afrika – med Fanø færgen. Men inden de nåede hele vejen, blev færgen kapret, og spejderne måtte evakueres og sejles indtil nærmeste kyst, hvor de stod i et fremmed land uden andet end let oppakning.

2011

Sammenlægning af de 5 spejderkorps og organhandel i KBH

Mængden af rå grisehjerter og hårdt-pumpende menneskependanter satte rekord i Københavns indre by, da adventurespejd-løbet Solaris løb af stablen henover weekenden den 26-28. august. Bundet op på et sindrigt internationalt komplot blev spejderne viklet ind i et net af illegal organhandel, smugling og agentarbejde, der blandt andet involverede transporten af illegale hjerter i selvkonstruerede kølebeholdere gennem Københavns gader og stræder – fra toppen af Rundetårn til gangene under Rigshospitalet.

 

EN VÅD HOVEDSTAD DANNEDE RAMMEN

På en weekend, der for alvor så efteråret sætte sit præg på det danske vejr, indtog over 300 spejdere fordelt på 70 patruljer Hovedstaden i en jagt på de bagmænd, der på lumsk manér havde forsøgt at omdanne medlemsarkiverne i de fem danske spejderkorps til en lang og lukrativ liste over friske, unge og ganske ufrivillige organdonatorer for firmaet Guts and Gold.

Løbet blev skudt i gang under fredelige rammer på Det Kongelige Bibliotek – men inden længe var glæden over sammenlægningen af de fem danske Spejderkorps erstattet af skarpe skud og vild karate. Solaris 2011 blev skudt i gang med manér.

 

EN VILD OG UDMATTENDE OPLEVELSE

Undervejs på færden igennem Solarisløbet har deltagerne måtte udstå en lang række strabadser. Hver patrulje har minimum tilbagelagt 60 kilometer til fods, og her gjorde årets asfalterede rute ikke meget for at afhjælpe føddernes uundgåelige forfald.

De 60 kilometer foregik heller ikke i ugeneret stilhed. Undervejs har deltagerne prøvet kræfter med alt fra rapelling fra taget af storcenteret Fields, dissekering af grisehjerter på Rigshospitalet samt sejlads i rib-båd til det hidtil ukendte organ-høstnings-laboratorium på søfortet Trekroner i Københavns havn.

”Vores vision er at promovere spejder på en ny måde, som giver deltagere udfordringer og oplevelser ud over det sædvanlige. Vi ønsker at flytte grænser, udvikle selvopfattelsen og forståelse af egne og fællesskabet muligheder,” udtaler Christian Melchiorsen, bestyrelsesformand for Solaris,  om formålet med løbet og dets udformning. At dømme ud fra deltagernes reaktioner og tilbagemeldinger ser missionen ud til at være lykkedes.

 

EN VILD LIGA SKUDT I GANG

Adventurespejd handler om at udfordre sig selv og skubbe sine grænser sammen med sin patrulje. Udmattelsen stod printet i både lemmer og ansigt hos deltagerne, da Solaris blev afrundet søndag den 28. august klokken 10:00 om formiddagen. Men foruden udmattelse var der også stolthed at spore hos de udvalgte spejdere, der havde stået prøvelserne igennem og nået målet på trods af konstant regn, udmattende asfalt og utallige prøvelser af både fysisk og mental karakter.

To hold toppede pointlisten i hver deres alderskategori: Polarhjernerne  i aldersgruppen 14-17 og Gay O’lay i aldersgruppen 18+ hev de første sejre hjem i en spritny Adventurespejd-liga.

2010
Fra hyggeligt spejdersamarbejde på tværs af grænserne mellem Danmark og Georgien blev deltageren placeret direkte i konflikten mellem Georgien og Rusland. Spejderne har igennem mødet med forskellige parter af konflikten løbende taget stilling til, hvilken part, de mener, kæmper den mest retfærdige sag.
2009
Rigspolitiet opsøgte spejderne på Blå Sommer, og fik dem til at indvillige i at lade sig bortføre af menneskesmuglere for at infiltrere den kriminelle organisation og afsløre deres arbejdsmetoder. Ganske som politiet havde forventet, blev spejderne kidnappet, men de stak af lige inden udskibning til Polen.
2008
Ukendte terrorister sprænger klimamødets vartegn – en 15 meter høj vindmølle – i luften, derfor må spejderne på jagt efter klimaskurkene i stedet for at deltage på klimamøde i Randers Regnskov. Under jagten stifter spejderne bekendtskab med en international anti-klimaorganisation, der forsøger at modarbejde udviklingen af alternative energiformer.
2007

I anledningen af spejderbevægelsens 100 års fødselsdag var Solarisløbet 2007 en del af det tværkorpslige arrangement Reload 07 i Roskilde.

I 1905 vender engelske Robert Baden Powell tilbage til England efter hårde kampe mod Boerne i Afrika. Positivt var dog mødet med friske afrikanske drenge, der gav ham lyst til at starte en bevægelse for unge drenge hjemme i England.

Men da han vender hjem, virker de europiske unge ikke til at have lyst til frivilligt at sove i telt eller lave mad over bål. Det skuffer ham, og han beslutter sig for at lade sin idé ligge.

Men hvis BP ikke får troen tilbage, vil det have voldsomme konsekvenser for spejderarbejdet her hundrede år senere. Derfor har Spejderforskningsinstituttet indkaldt de danske spejdere til at rejse tilbage i tiden og finde BP og overbevise ham om at starte spejderbevægelsen alligevel. Hvor han end måtte være i verden, skal spejderne bevise spejderbevægelsens værd over for BP.

Efter BP i troperne

BP og hans soldater er blevet jaget i baghold af boerne inde i den afrikanske jungle. Men soldaterne er ikke udrustet til at være her under den bagende sol og de afrikanske åndenødder, der vælter ned fra junglens top over deres hoveder. Spejderne fremstiller derfor tropehjelme til soldaterne, der kan beskytte dem mod såvel (ånde)nødder som solens stråler.

Tidsstille i en sandstorm

Spejderne skal finde BP i ørkenen. Men tidsmaskinen sender dem i første omgang direkte ind i en voldsom sandstorm. Med knasende sand i støvler, undertøj og mellem tænderne finder spejderne til sidst BP i en oase. Her i mellem palmer og kameler har den engelske lord selskab af en flok forvirrede beduiner, der slet ikke kan finde ud af tiden. Men spejderne har råd for den slags, ogimponerer BP med deres snarrådighed, da de ud af ingenting fremstiller et timeglas, der hjælper beduinerne, deres kameler og BP videre.

Frosset fast på indlandsisen

BP er fanget på indlandsisen mellem igloer og slædehunde. Men spejderne kommer endnu engang ud af tidsmaskinen og hjælper den mand, der skal overbevises om, at han skal være deres spejderchef. Spejderne fremstiller nogle ganske simple træski til BP.

Han er dog lidt skeptisk ved de lange tynde stænger, så spejderne må først bevise grejets værd på en øvelsesbane, inden de kan få BP op på skiene.

BP tilbage på sporet

Efter at have været jorden rundt kommer de danske spejdere tilbage til spejderforskningsinstituttet, der også har haft held med at trække BP op til nutiden. Efter oplevelserne med de friske og beredte europæiske unge må BP erkende, at der alligevel er god nok i ungdommen til at han vil kaste sine kræfter ind i at lave den ungdomsbevægelse – det er nok en meget god idé med de der spejdere. Baden Powell rejser opløftet tilbage til 1907 med ordene,

”Ja… jeg tror sgu’ jeg gør det…”

2006

Solarisløbet har tilranet sig 150 billetter til en eksklusiv rockkoncert med bandets Pillow Your Head. Bandet politiske profil og melodiøse rock fanger spejderne, der danser og synger. 

Men koncerten ender i røgtåger, da ukendte terrorister pludselig dukker op og bortfører bandets forsanger Blaze. Men spejderne sætter efter. Blaze skal befries, så bandet kan spille til et internationalt topmøde søndag aften.

2005

Tintin og avisen Le Boy-Scout Belge inviterer 100 eventyrlystne spejdere til MacTao Karnevallet i Sydamerika. Herfra skal de særligt udvalgte dække det enestående karneval, hvor befolkningen fejrer den hellige MacTaofugls hjemkomst efter 116 års jordomrejse. Men på den sidste del af fuglens rejse går noget grueligt galt. Fuglen bliver stjålet, og spejderne må ud for at befrie den, hvis ikke landet skal styrte i grus.

Det viser sig hurtigt, at det er den fæle mangemilliardær Rastapopulos, som har planlagt attentatet på toget til Sydamerika. Det tog som alle spejderne og MacTao Fuglen var ombord på. Heldigvis er der mange mennesker i Sydamerika, som gerne vil hjælpe spejderne, hvis de selv får lidt hjælp først. De får hjælp fra en hjælpsom smed, en forvirret telefonoperatør, en medicinmand og nogle arkæologer, der er ved at kortlægge de gamle inkabyer efter et kompliceret kloaksystem.

Men ikke alt er fest og løjer.

Undervejs må spejderne også hjælpe en guideskole, hvor samtlige elever er blevet forbandet. En tosseanstalt skal have mad, og ikke mindst skal spejderne igennem den dødsensfarlige skærsild, inden de kan komme frem til MacTaofuglens hellige tempel.

Det ender dog lykkeligt.

Rastapopulos er helt forsvundet, men fuglen er ved egen hjælp sluppet fri og har fundet tilbage til sit tempel, hvor spejderne til sidst finder den.

2004

Det uvurderlige Solarisskjold bliver stjålet i 2004. Men politiet opsnuser, at det vil blive solgt på en sortbørsauktion i Århus sidst i august. de underretter spejderne, der møder talstærkt op. Men før politi og spejdere har set sig om, er en tysk bagmand stukket af med skjoldet. Bagmanden ved navn Hermann Meyer er taget til Mols, og spejderne følger efter. Skjoldet skal tilbage – koste hvad det vil.

I flådefartøj bliver spejderne transporteret til mols, hvor de bliver landsat af fartglade soldater i store speedbåde. Hele tiden kommer spejderne tættere på Hermann Meyer, men helt frem til søndag morgen formår han at holde dem fra livet. Undervejs kommer spejderne forbi en række interessante mennesker. Og ved at forfalske verdenskendte malerier, strikke sommerhatte og fremstille livsfarligt skyts og skydevåben omringer de til sidst børshajen ved Kalø Slot. Inden de når Hermann Meyer, sprænger han imidlertid sig selv i luften, kun efterladende et sidste brev.

Men Solarisskjoldet har han heldigvis ikke taget med sig i graven.

2003

I Flyvende bus fra Skanderborg til Tibet kommer spejderne lige tids nok til at se en uundværlig medaljon blive stjålet af de fæle nazister. Indiana Jones er desværre forsinket og kan intet stille op, bortset fra at sende spejderne ud på redningsmission efter Pagtens Ark, som medaljonen er en nøgle til.

Til havs i kanoer og på hjernebanesvæller i hjemmebyggede dressiner går jagten nu ind på nazisterne og Pagtens Ark. Søndag morgen finder spejderne omsider frem til Arken, som i al sin pragt og vælde åbenbarer sig for dem i hjertet af Skanderborgs smukke natur.

En tredjedel udgik

En god regel for nye spejderløb er, at de skal passe godt på deres deltagere, hvis løbene gerne vil overleve på sigt. Men den regel havde Solarisløbet tilsyneladende glemt i 2003, da en tredjedel af deltagerne måtte udgå på grund af et pænt hårdt fysisk pres. Solarisløbet har ganske vist en ambition om at være det hårdeste spejderløb i Danmark, men selvom det på en måde lykkedes dette år, har det ikke været en vedvarende ambition, at så mange deltagere skal udgå, for at vi kan tale om et velykket Solarisløb…

Heldigvis kom en del af deltagerne – også dem der udgik – også igen de senere år. Så noget tyder på, at de danske spejdere godt kan lide at blive udfordret, og at Solarisløbet er ved at have fundet en form.

2002

Det første Solarisløb bliver afholdt på Fyn ved Gelsted. Olsen Banden vil rejse ned til sydens sol for at få fred.

Problemer med sådan en rejse er så bare, at den slags koster penge, som Olsen Banden ikke lige har. Og da politiet hele tiden forstyrrer, kan banden ikke selv kan skaffe knasterne. Men så er det jo godt, at en flok spejdere er villige til at hjælpe dem med kuppet over alle kup … og hvis spejderne har held med deres kup, har Egon, Benny og Keld lovet, at de vil arrangere en god fest for dem lørdag aften.

Kun løb fra fredag til lørdag

Solarisløbet hører i 2002 ind under Brejning Efterskoles Elevforening. Elevforeningen vil gerne give deres medlemmer – de tidligere elever på Brejning Efterskole – en hyggelig og udfordrende weekend. Derfor varer selve løbet også kun fra fredag aften til lørdag middag – da erfaring fra tidligere arrangementer har vist, at medlemmerne gerne vil have fest lørdag aften. Løbet har indlagt otte poster, som er af forskellig karakter. Undervejs bliver en kanopost dog aflyst på grund af tåge, hvilket betyder at alle patruljer bliver transporteret et stykke i bil.

Løbet slutter lørdag over middag, hvor Olsen Banden henter pengene og snupper den første jet til Mallorca. En hel patrulje træder ud af løbet halvvejs, og en enkelt deltager må stoppe på grund af dårligt knæ. Derudover går en af patruljerne 10 km i forkert retning, hvilket resulterede i, at de endte langt langt uden for kortet (to biler ledte efter dem i to timer). Lørdag aften bliver der holdt fest for deltagere, postmandskab og team. Selvom festen ikke varer så længe, var det alligevel en hård søndag for de fleste…